fåremælksost

fremstilles i mange typer overalt i verden, hvor der er fårehold. I Europa foregår produktionen fortrinsvis omkring Middelhavet. Fåremælk er federe og mere proteinrig end gede- og komælk og anvendes ofte i blanding med disse ved ostefremstilling.

Pecorino (af pecora ›får‹) ital. hård fåremælksost, der har været fremstillet siden oldtiden og som findes i mange varianter. Fire pecorinotyper er anerkendt som EU-specialiteter: romano, sardo, siciliana og toscano. Pecorino sardo podes med æg af ostefluen, piophila casei, og nydes som casu marzu (›rådden ost‹).

Graviera, lagret, hård gr. fåremælksost, som findes i flere varianter bl.a. på øerne Kreta og Naxos. Nogle graviera har tilsat lidt gedemælk. Anvendes bl.a. i saganaki.

Etorki, let lagret, mild fr.-baskisk fåremælksost med en rødbrun skorpe, som i sit hjemland ofte bliver spist med syltetøj.

Feta, hvid, let lagret gr. ost, der er fremstillet af fåremælk og undertiden lidt gedemælk. Den lagres i saltlage og har som type været kendt i det østlige middelhavsområde og tilgrænsende lande i flere tusind år fx sirene i Bulgarien og brynza i Rumænien og Ukraine. Feta anvendes i salater og kan grilles. Da. feta blev fremstillet industrielt af komælk og blev tilsat et farvestof for at blive hvid. I 1999 afgjorde EF-domstolen, at kun visse græske oste måtte bruge navnet feta. Nu hedder det da. produkt Apetina.

Halloumi, frisk, hvid cypriotisk ost, som opr. er lavet af fåremælk men nu også delvis af gedemælk. Den egner sig til grillning og friturekogning. Anvendes bl.a. i saganaki.

Idiazabal (navnet på en baskisk by) gul, lagret og ofte røget sp.-baskisk ost lavet af mælk fra får af racen Latxa.

El piconero (sp. ›fra Picon‹) fast sp. ost lavet af upasteuriseret fåremælk i Picon-regionen i det centrale Spanien. Den lagres i 12 mdr., deraf de to sidste i brandy.

Roncal, hård, hvid sp. fåremælksost fra Navarra.

Roquefort, sydfr. blød blåskimmelost, der laves af upasteuriseret mælk fra får af racen Lacaune, og som lagres i hulerne ved Roquefort-sur-Soulzon. Før lagringen, som varer mindst tre mdr., podes ostene med blåskimlen penicillium roqueforti. Roquefort har været kendt i ca. 1000 år. Danablu er en da. efterligning lavet af komælk.

Manchego (sp. ›fra la Mancha‹) fast, hvid sp. ost lavet af mælk fra får af manchegaracen. Den sælges i forskellige grader af lagring. Manchego semicurado kan fx være lagret omkring to mdr. og manchego curado i flere år.

I Danmark er der i de senere år gjort adskillige forsøg på at markedsføre fåremælksoste fx Dansk Friser, Fynsk Fåreost og Louns Fåreost. [JKJ]