vinbjergsnegl
(Helix pomatia; eng. (Burgundy) snail, fr. escargot (de Bourgogne), ty. Weinbergschnecke) den største europæiske landsnegl med et hus på indtil 4,5 cm i diameter, anses for at være den bedste spisesnegl, men da den er vanskelig at opdrætte, bliver den ofte erstattet af andre arter med ringere gastronomisk kvalitet. Som den næstbedste spisesnegl anses den noget mindre Helix aspersa el. Cornu aspersum (fr. petit gris, ty. gefleckte Weinbergschnecke), der dog gennem avlsarbejde findes i varieteter af nogenlunde samme størrelse som Helix pomatia.
Den snegl, man hyppigst ser solgt på dåse og serveret som vinbjergsnegl, er den ringere og billigere østafr. kæmpesnegl (Achtina fulica), der har så let ved at formere sig, at den fx i USA anses som en invasiv art, hvis indførsel i levende tilstand er forbudt og belagt med bødestraf. Alle landsnegle tilberedes på samme måde: De bør tilbringe nogle døgn fastende el. gående på mel, hvorefter de koges, udtages af husene, renses for slim, koges møre i hønsebouillon og serveres i persille-hvidløgssmør, undertiden efter at være blevet anbragt i vinbjergsneglehuse. Se også snegle. [SØM]