tilapia

(latinisering af thiape, der betyder ›fisk‹ på tswana) handelsbetegnelse på en ca. 100 arter stor blanding af opdrættede ciklider af slægterne Tilapia, Oreochromis og Sarotherodon (endemisk i Afrika og Israel), hvoraf mange, bl.a. pga. hybridisering, er blevet problematiske invasive arter flere forskellige steder i verden.

Fordelene ved tilapia i fiskeopdrættet er, at de er altædende og derfor kan nøjes med vegetabilsk ernæring. De er desuden hurtigvoksende og tolerante for brakvand og kan gå meget tæt sammen. Det fremgår af hieroglyfindskrifter, at en art som niltilapia (Oreochromis niloticus) har været opdrættet siden oldtiden. En ulempe er, at de kræver en vandtemperatur på over 16-20 °C for at trives.

Med en årsproduktion i 2002 på over 1,5 mio. tons er tilapia den tredjevigtigste opdrættede fisk efter karpe- og laksefisk. Tilapia udbydes som regel i portionsstørrelse (ca. 2-300 g), ofte til lave priser.

Kødet af tilapias smager forskelligartet, eftersom fiskearterne og det foder, de har fået, også er det, men generelt kan man sige, at det er fisk med relativt få ben, som regel neutralt-velsmagende kød, der kan anvendes på alle de måder, fisk nu engang kan bruges. [SØM]