Robuchon, Joël
(f. 1945, i Poitiers i Frankrig) fr. kok, køkkenchef og forfatter. Allerede som 15-årig startede han sin karriere som kok og blev som 28-årig chef for køkkenet på ›Hotel Harmony-Lafayette‹ og fik senere sin egen restaurant i Paris, som i dag er udvidet til et helt imperium af restauranter rundt omkring i verden, disse restauranter har et stort antal stjerner i Guide Michelin. Han anses som talerør for den generation af kokke og restauratører, som videreførte og fornyede bevægelsen nouvelle cuisine. Med vægt på visuel elegance og raffinerede garniturer fastholder han nouvelle cuisines principper om enkel tilberedning og sæsontilpasning og bliver en central overgangsfigur i dannelsen af det postmoderne køkken. Han har fået talrige hædersbevisninger for sit arbejde. I 1989 blev han udnævnt til århundredets kok af Guide Gault Millau. Han har skrevet adskillige bøger, hvoraf flere er oversat til engelsk. Han har været medlem af redaktionskomiteen for den sidste udgave af le Grande Larousse Gastronomique. [CTP]