Plum, Camilla Munck

(f. 1956) da. selvlært kogekone, madskribent og forfatter, uddannet arkitekt. Driver siden 1997 Fuglebjerggård i Helsinge med havebrug, bryggeri og restauration s.m. ægtefællen Per Kølster. Fast bidragsyder til aviser og blade om emnerne mad, have og indretning. Egne programmer i TV, hvoraf nogle for og med børn. Camilla Plum har forfattet mere end ti bøger om grønt, blomster, køkken og madkultur siden debuten i 1983 med Emma gad – vi gider ikke (s.m. Nanna Simonsen) på forlaget Hekla. I 1999 så Ælle bælle frikadelle lyset hos Gyldendal, og det gik så videre med Et ordentligt brød, Kbh. 2001 og Sødt, Kbh. 2001. Efter forlagsskifte til Politiken fortsatte produktionen fx med Mors mad året rundt, 2002; Dejligt 2003; Grønt, 2003; Umoderne mad, 2004 og Jul, 2007. Plums mange sysler, initiativer og debatindlæg inden for gastronomiens område giver hendes person et skær af renæssancemenneske, hvilket afspejles i hendes stedvis grandiose skrivestil. Bemærkelsesværdigt er også hendes omfattende netværk af kulinariske nøglefigurer. [JFA]