nilaborre

(Lates niloticus; eng. Nile perch, fr. perche du Nil, ty. Nilbarch) en stor (længde op til ca. 200 cm, vægt op til ca. 200 kg) afr. ferskvandsfisk, der siden 1980'erne med held er blevet markedsført som fileter i Europa, USA og New Zealand som victoriabars. Handelsnavnet henviser til, at fisken stammer fra den centralafr. sø Lake Victoria, hvor den blev udsat i 1962, hvad der forårsagede en meget omtalt økologisk katastrofe, der indbragte nilaborren en plads på listen over verdens 100 værste invasive arter. Kødet udmærker sig ved at være hvidt, i store stykker uden ben og med neutral børnevenlig smag.