mazarinkage

el. blot mazarin, kage bestående af en mørdejsskal med fyld af marcipan (bittermasse), sukker, smør og æg. Efter bagningen dækkes den med en hvid el. brun fondantglasur og pyntes med en nød el. et cocktailbær. Findes desuden i en variation kaldet nøddemazarin, som i stedet for glasur dækkes med en blanding af hakkede hasselnødder, sukker, smør, glucose og pomeransskal. Kagerne sælges i Danmark som små portionskager el. større tærter. Mazarinen er formodentlig skabt af en da. konditor i 1870’erne el. 1880’erne og er af uforklarlige årsager opkaldt efter den fr. kardinal Mazarin fra 1600-t.