labskovs

middagsret bestående af en kartoffelgrød kogt med kød, løg, laurbærblad og peber. Serveres i dag garneret med hakket skinke, persille og syltede rødbeder. Har siden 1600-t. været egnsret i Irland og Nordengland. Kendes også fra skibene, hvor det opr. var en grød af beskøjter med lidt saltet kød, senere erstattede kartofler brødet. I Nordtyskland tilberedes en variant med spegesild alene el. s.m. kød, den serveres med spejlæg. Labskovs forekommer i da. borgerligt køkken fra 1800-t. i to former: hvid (skipperlabskovs) og brun, som er stegerester i opbagt sauce.