kofta
opr. persisk frikadelle, kødbolle el. rissole. Denne ret forekommer overalt i Mellemøsten og omkring Middelhavet. Med Moghulerne kom den til den indiske halvø. Navnet er opr. koofteh ›stødt kød‹. Mange andre versioner af navnet forekommer, således kyutfte (Bulgarien), kefte (Grækenland), köfte (Tyrkiet), kefta (Marokko). Også sammensætningen af denne form for farsmad varierer i det uendelige; regionale og lokale specialiteter florerer.
Farsen, som også indeholder stivelse i form af revet brød el. opblødt gryn, grønsager og krydderier, bearbejdes til stor finhed, opr. ved rivning i en morter. Farsen formes gerne om et indhold af kogt æg, løg, nødder el. ost. Den formede kødkage ristes el. steges. Den kan også koges el. dampes og serveres i krydrede saucer. Kofta var en af de iranske retter, som tidligst optoges i en arab. kogebog. [JFA]
Litt.: Muhammad al-Baghdadi 1226; oversat af A.J. Arberry, udgivet 1939 Islamic Culture.