jamón ibérico
(sp. ›iberisk skinke‹) saltet og lufttørret skinke fra det sorte iberiske svin også kaldet pata negra (sp. ›sort fod‹), cerdo negro (sp. ›sort gris‹), som især avles i det sydvestlige Spanien. I Portugal produceres et lignende produkt presunto de porco preto. Jamón ibérico produceres i tre kvaliteter, alt efter hvad svinene hovedsageligt har levet af: jamón ibérico bellota (agern fra korkeg), som er den dyreste, samt jamón ibérico de recebo (agern fra korkeg og korn) og jamón ibérico de pienso (korn). Skinkerne lagres ofte i flere år. Se også jamón de Jabugo og spansk køkken.