ho yau
østerssauce, tyk mørk brun kin. sauce opr. fremstillet ved at koge østers og indkoge østersekstrakten til en passende tykkelse; var opr. ikke tilsat noget. Dette er imidlertid en dyr fremstillingsmetode. I dag består saucen af en østersekstrakt fortyndet med vand og derefter tyknet med stivelse, tilsat salt, karamel og ofte store mængder MSG (se MNG). En vegetarisk variant, der er lavet på svampe, kendes også, men er mindre aromatisk. Bruges som smagsgiver til kød og fjerkræretter sjældent til fisk. Bruges især i det kantonesiske køkken. Den bedste østerssauce siges at komme fra Hong Kong.