hjertemusling

(Cardiidae; eng. cockle, fr. coque, bucarde, ty. Herzmuschel) en vidt udbredt familie med mere end 200 arter med symmetriske skaller med vifteformede ribber, der set fra siden tager sig hjerteformede ud. Flere arter spiller en stor rolle såvel økonomisk som kulinarisk, men selvom de forekommer meget talrige i da. farvande, udnyttes forekomsterne ikke.

Alm. hjertemusling (Cardium edule), op til 5-6 cm, alm. ca. 4 cm, betragtes andre steder (og i Danmarks oldtid – det fremgår af køkkenmøddingerne) som en værdifuld og lækker musling, der spises såvel rå som tilberedt.

Pigget hjertemusling (Acanthocardia echinata) der har rødt kød, og som også forekommer i Nordsøen og Kattegat, kan blive op til 10 cm. Talrige mindre arter anvendes til suppe.

Fælles for alle arter af hjertemuslinger er, at de skal afsandes ved at gå mindst nogle timer i saltvand inden de spises. Se også bouillabaisse. [SØM]