græskar

(Cucurbita pepo; eng. pumkin, fr. potiron, ty. Kürbis) stammer fra Amerika, og det har sin ganske særlige plads i am. kultur. På Thanksgiving Day er desserten en sød pumkin-pie, am. børn skærer ansigter ud i udhulede græskar og sætter lys i til allehelgensdag (Halloween), de venter på den store græskarmand, og Askepots vogn er i Amerika et udhulet græskar. Græskar blev kendt i Europa i 1500-t. og blev brugt i det finere køkken i renæssancen. Græskar fik imidlertid aldrig nogen fremtrædende plads i europæisk kogekunst. Værd at nævne er alene Frankrig, hvor græskarsuppe optræder, og i Nordfrankrig en række græskarretter bl.a. tærter med fyld af græskar og løg med betegnelsen à la citrouille. Græskar smager ikke af så meget, og det blev op igennem 1900-t. mest brugt som erstatning for noget andet. Erstatnings-sukat fx, el. fyld i frugtprodukter, ligesom man i dårlige agurke-år tyede til græskar som erstatning. Græskar kom i miskredit og forsvandt efterhånden helt fra spisekortet. I 1990'erne kom det imidlertid atter ind i varmen. En ung generation af fordomsfrie kokke har kastet sig ud i græskartilberedninger, og det bruges i dag både i det salte og i det søde køkken. [EMB]