dej

røres el. æltes af mel og en væske, som kan være vand, mælk, øl m.m. Salt, sukker, fedtstof, æg, gær, surdej, bagepulver, krydderier m.m. kan være tilsat. Mørdej, som bruges til bl.a. tærter, er en dej med et højt indhold af fedtstof og et lille indhold af vand. Sukkerbrødsdej er en fedtfri kagedej rørt af sukker, hvedemel og æg med piskede æggehvider som hævemiddel.

Brød og kager bages af tyk dej. Vafler og pandekager af tyndtflydende dej, der også bruges til beignet.