Davidsen, Oskar
københavnsk spiserestaurant, der gjorde smørrebrød til speciale. Oskar Davidsen (1857-1920) startede i 1888 to vin- og billardsaloner. I 1908 flyttede han og hustruen Petrea til Aaboulevarden 43, hvor de fortsatte med vinstue og billard, nu ledsaget af småretter. Under sønnesønnen Per Davidsen (f. 1913) og dennes kompagnon, Axel Svensson, fik restaurant Oskar Davidsen internationalt ry med verdens længste smørrebrødsseddel (140 cm). Parolen var hjemmelavet pålæg af de bedste råvarer, kombineret med enkelhed og raffinement. I 1965 eksproprieredes ejendommen på Åboulevarden. En fortsættelse på Søpavillonen i Kbh. sluttede i 1974. Traditionen videreføres af Per Davidsens datter, Ida Davidsen (f. 1937), der driver restaurant i eget navn.