dåsetun

først produceret i 1903, er siden blevet en meget stor artikel i fiskeindustrien. Til at begynde med anvendtes først og fremmest albacore, men efterhånden som markedet voksede i anden tredjedel af 1900-t. blev i stigende grad andre tunfisk taget i anvendelse. I 1980'erne således blåfinnet stillehavstun (Thunnus maccoyii), med det resultat at bestanden blev reduceret med 92% og nu er udryddelsestruet. Nu til dags anvendes navnlig gulfinnet tun (Thunnus albacares; eng. yellowfin tuna), den billigere oceanisk bonito (Katsuwonus pelamis, eng. skipjack tuna) og til endnu billigere produkter fregatmakrel (Auxis thazard), der ofte sælges under dens malajiske navn ›tongol‹ el. simpelthen uspecificeret som ›tun‹.

Da fiskene ofte fanges langt til havs, bliver de i reglen forkogt i kortere el. længere tid, hvorefter kødet senere bliver sorteret og viderebearbejdet til konserves ved at blive tilføjet vand el. olie og genkogt i 2-4 timer. Indtil 2003 havde man krav om, at dåsetun skulle indeholde mindst 51% fisk, men denne regulering er nu opgivet.

Kogningen medfører, at bakterier bliver dræbt, men forhindrer ikke forekomsten af histamin, der forårsager den næstmest forekommende fiskeforgiftning efter ciguatera. Pga. indholdet af kviksølv (se tunfisk) kan det giver anledning til betænkelighed, at dåsetun pga. sit høje proteinindhold, sin billige pris og lette/›unødvendige‹ tilberedning udgør en vigtig del af bodybuilderes ernæring. [SØM]