Columbus, Christoffer

(sp. Colón, Christóbal) (f. 1451 i Genova, d. 1506 i Valladolid). Som opdagelsesrejsende og kolonisator i et kontraktforhold med regentparret Isabella og Ferdinand (los reyes católicos) i Spanien foretog Columbus imellem 1492 og 1502 fire ekspeditioner i forsøget på at finde en ny søvej til Indien og Kina, de eventyrlige riger med guld og krydderier, hvorfra Europa og Mellemøsten hentede kostbare produkter. Som et resultat af disse togter fik Columbus kortlagt og gjort landgang på de vestindiske øgrupper, alle de store Antiller: Cuba, Jamaica, Hispaniola og Puerto Rico, og en god del af de små Antiller.

Hvad han ikke havde fundet var de forventede rige indiske bykulturer med paladser, moskeer og templer og et stort udbud af varer. De indfødte caribiske indianere viste sig at leve i primitive stammesamfund på grænsen mellem samler-jæger kultur og bondekultur. Indvandrerne havde svært ved at komme til rette med de lokale produkter (bortset fra tobakken), og undertiden måtte man importere fødevarer fra Europa.

I 1498 bragte det tredje togt flåden til den sydligste øbue af Antillerne. Her fandt man en lidt større ø, som man navngav Trinidad. Syd om den sejlede man ind i Orinocos delta. Dettes kraftige strøm og store vandmængder noteredes, men ledte ikke til erkendelse af, at man var i nærheden af en langt større landmasse end på de hidtil fundne øer.

Det fjerde togt, som udgik fra Cadiz i maj 1502, førte bl.a. Columbus og hans fire skibe til Mellemamerikas østkyst med landgang i det nuværende Honduras, hvor man første gang stødte på udviklet bykultur med religiøs kult. På oplysninger om forekomst af guld og andre rigdomme valgte han at følge kysten sydpå så langt som til landtangen ved Panama. Også her fravalgte Columbus undersøgelse af baglandet og forblev derved i uvidenhed om, at han havde fundet et nyt kontinent. Den 7. nov. 1504 gik Columbus for sidste gang i land i Cadiz ganske upåagtet af spanierne.

Gennemførelsen af transatlantpassagerne og fundet af nyt land var først blevet modtaget med jubel. Respekten for Columbus, som var udnævnt til vicekonge, var næsten grænseløs. Stemningen ændredes med tiden til det negative pga. mange problemer i kolonierne og de lovede rigdommes udeblivelse. Dronning Isabellas død 26. nov. fjernede endelig en fast støtte for koloniseringsaktiviteterne. De sidste to år af sit liv levede Columbus stort set i glemsel. Bitter men ikke fattig, han efterlod en betydelig formue. Columbus fandt ikke en vej til Indien. Han forblev uvidende om, at han havde fundet et am. kontinent. Alligevel har hans virke påvirket verdens skæbne i et omfang, som knap nogen anden historisk persons.

Det tilkom Columbus efterfølgere at trænge videre frem og med tiden skabe hele det kæmpestore latinamerikanske imperium. Rigdomme fandt de og tog de, ikke ved handel men ved ran, tvang og krig. Umådelige mængder af møntguld og prydguld afskibedes til Sevilla i løbet af de næste hundrede år.

Mindre påagtet har de »indirekte« rigdomme været, som er afledt af Columbus’ hele virke. Det drejer sig om den hundredårige udveksling mellem den gamle og den nye verden af planter, dyr, produkter, adfærd og kundskaber. Denne vigtige proces behandles under emneordet columbianske udveksling. [JFA]