citrusfrugter

(Citrus) familien udgøres af stedsegrønne træer og buske, hvis frugter er store bær med læderagtig skal, som indeholder oliekirtler. Mest kendt er appelsin, citron, lime, mandarin, pomerans og pompelmus. De har alle et højt indhold af citronsyre og ascorbinsyre (C-vitamin). Citrusfrugter er i dag udbredt til det meste af verden, og deres anvendelse i kogekunsten er vidtspændende. De fleste stammer fra Kina. Allerede i oldtiden kom cedraten til middelhavsområdet, men det var araberne, der i løbet af middelalderen udbredte dyrkningen af citrusfrugter som citron og pomerans til Sicilien, Spanien, Italien m.fl. lande. Gennem Spanien blev citrusfrugter kendt i Amerika. Citrusfrugter danner let hybrider, og slægten har gennem tiderne været igennem et omfattende forædlingsarbejde. I 1600-t. udvikles den søde appelsin, i 1700-t. grapefrugten af appelsin og pompelmus, mens tangerin stammer fra 1840’erne og klementin fra o. 1900. De vigtigste dyrkningsområder er USA, især Californien og Florida, Brasilien og middelhavsområdet. [EMB]

Litt.: Else-Marie Boyhus og Helle Brønnum Carlsen: Bær og frugter. En bog om syltning og historie, Kbh. 2000.