trimoline

invertsukker, dannes ud fra rørsukker bl.a. ved behandling med enzymet invertase, som spalter rørsukkeret i fructose (se monosaccharid) og glucose, hvorved drejningen af det polariserede lys ændres, inverteres. Invertsukker krystalliserer mindre villigt end tilsvarende koncentrerede opløsninger af rørsukker, hvilket er en fordel i konfekturefremstillingen og i bagerier. Navnet trimoline anvendes fortrinsvis af bagere.