tærte

(af fr. tarte) en ret bestående af en skal af sprød dej med fyld. Tærter findes i såvel det salte- som i dessert- og kagekøkkenet. Dejen kan typisk være en mørdej, som bevarer sin sprødhed el. en butterdej. Typiske madtærter er typen med en fyld af en el. flere grønsager i en ægge-flødemasse, fx spinat- el. porretærte. Søde tærter består af butterdej el. sød mørdej med frugt el. nøddefyld ofte kombineret med en konditorcreme. Af søde tærter kan fx nævnes den berømte fr. tarte Tatin el. jordbærtærte, som består af en butterdejsskal, penslet med chokolade, fyldt med konditorcreme, hvorover der lægges jordbær, der dækkes med syrlig gelé.