physalis

ananaskirsebær, Kapstikkelsbær (eng. Cape gooseberry, fr. cerise de terre, ty. Blasenkirschen, Judenkirschen) frugterne af en tropisk staude Physalis peruviana, opr. er den hjemmehørende i Chile og Peru, men i dag dyrkes den i en lang række tropiske områder og også i Middelhavslandene. Frugten ligner en lille rispapirslygte med et gult til orange 1-1,5 cm stort bær indeni, det er dette bær, man spiser. Det er syrligt med en smag, der er en blanding af ananas og passionsfrugt med en snert af stikkelsbær. Bærrene bruges ofte dekorativt som bl.a. cocktailbær. Den er en nær slægtning til den alm. haveprydplante jap. lygte, som også er en Physalis-art, men hvis røde bær er giftige. Umodne bær af ananaskirsebær siges også at være giftige, men forekommer ikke i handelen i Danmark. [CTP]