longan

(eng. longan, fr. longane, ty. Longanfrüchte) frugterne af Euphoria longan, et op til 40 m højt træ, der stammer fra det sydlige Kina, men i dag dyrkes bl.a. i Australien, Taiwan, Kenya, Thailand og Florida. De kuglerunde frugter er 1,5 til 3 cm i diameter med en brun skal, der let kan brækkes af med fingrene. Det hvide kød er aromatisk og minder i smagen om litchi og rambutan, men er mindre sødt (alle tre frugter kaldes kærlighedsfrugter). Kan købes både friske og som konserves.