kanin

(Oryctolagus cuniculus; eng. rabbit, fr. lapin, ty. Kaninchen) pattedyr af gnaverfamilien. Kanin opdrættes, men i mange lande lever de vildt i stort antal, hvor de volder stor skade i landbruget og derfor opfattes som lavstatusføde. Specielt i Australien er indførte kaniner en plage, da de ikke har nogen naturlige fjender.

Kaninkød er lyst og magert, i konsistens nærmest som kylling, uden nogen karakteristisk smag. Det er nødvendigt at tilsætte fedt, evt. bardering og også gerne krydring, da kanin ellers er tør og fad. I Frankrig og Italien spises kanin traditionelt med en sennepssauce, el. tilberedt i sur-sød sauce med tørrede frugter, fx svesker, abrikoser og eddike. Denne tilberedning kaldes på ital. agrodolce. Grillet i stykker bliver kødet mest velsmagende, men kan tilberedes efter de fleste opskrifter med kylling.