honning

honningbiens reservenæring af delvis fordøjet nektar, som indsamles fra blomstrende planter. I en særlig del af fordøjelseskanalen, honningmaven, omdannes nektarens indhold af rørsukker til invertsukker (se trimoline), som er en blanding af fructose (frugtsukker) og glucose (druesukker). Disse sukkerstoffer forekommer også frit i nektaren, og den modne honning består til o. 70% af fructose og glucose; balancen mellem dem afhænger af de planter, bien har besøgt. Andre indholdsstoffer er ca. 20% vand, mindre mængder saccharose og andre kulhydrater, pollenkorn og flygtige duftstoffer fra blomsterne. I bestemte perioder koncentrerer bierne sig om en el. nogle få planter; honning dannet forsommer, højsommer og eftersommer varierer derfor i farve og duft.

Bierne anbringer honningen i bikubernes el. -husenes sekskantede tavleceller og lukker dem med voks, når de er fyldt. Udvindingen af honningen fra vokskagerne sker ved centrifugering, som giver en gullig sirup. I Danmark er det praksis at koncentrere denne ved naturlig afdampning af vand (af hensyn til holdbarheden) og at krystallisere produktet ved omrøring. I andre lande bevares sirupskonsistens og honning pasteuriseres her.

Honning skal have en mild, behagelig lugt, stærkt sød, næsten kradsende smag uden syre; den bruges til at smøre på brød, i madlavningen fx til honningglasering, i marinader og i desserter, kager og konfekt. [JFA]