havre

(Avena sativa; eng. oat, fr. avoine cultivée, ty. Saat-Hafer, Echter Hafer) kornsort, som hovedsageligt bruges til dyrefoder. Den menes at være blevet spredt rundt i verden fra middelhavsområdet som ukrudt i emmer-hvede. Grækerne anså havre for uspiselig, og den dyrkedes ikke af de gamle kulturfolk i Mellemøsten. I bjergegnene mellem Kina og Mongoliet har havre være brugt til en slags nudler siden forhistorisk tid. Havre har været dyrket og spist af mennesker i Norden siden bronzealderen og er omtalt i de islandske sagaer. Dyrkning af havre havde dog ringe betydning i Danmark i forhold til anden kornavl før 1600-t. I dag spises havre fortrinsvis i Nordeuropa og i visse engelsktalende lande som rå el. kogte havregryn samt i müsli og havregrynskager og kan som groft mel bruges til grød, i babymad, som tilsætning til brødmel og til jævning af supper m.m. Se også gryn. [JKJ]