havesyre

(eng. docks, sorrels, fr. oseille, ty. Ampfer). Man træffer to arter, fransk syre (Rumex scutatus) og eng. syre (Rumex acetosa). Den første har aflange buttede, skinnende blade, den anden har mindre, tilspidsede blade. De er begge flerårige. Den fr. syre har en mere forfriskende smag end den eng. og kan bruges i salater. I Frankrig bruges den til suppe. Den fr. har i dag næsten fortrængt den eng. De skylder begge deres syrlige smag et indhold af oxalsyre, der også findes i rabarber og spinat. De er opr. indført af grækerne og romerne som lægeplanter.