functional foods

begrebet functional foods opstod i Japan i 1980’erne, hvorfra det har bredt sig til Europa og USA. Functional foods er fødevarer, der besidder specielle egenskaber set ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv. Den videre definition af begrebet varierer. Functional Foods kan også beskrives som levnedsmidler, der er ændrede, således at de ved indtagelse har en dokumenteret positiv sundhedsmæssig effekt, der ikke kan opnås ved indtagelse af alm. kost. Begrebet anvendes dog også i bredere forstand, hvor det dækker over levnedsmidler med en naturlig forekomst af sundhedsfremmende stoffer såvel som levnedsmidler, der er tilsat sådanne stoffer, el. hvor den naturlige forekomst er øget. Eksempelvis med »omega-fedtsyrer«, som optræder naturligt i fisk, men som også kan tilsættes andre fødevarer i form af fiskeolie. [AMF]