fragilité

(fr. ›skrøbelig‹) kvadratisk kage bestående af tynde lag af sprød makronmasse lagt med mokkasmørcreme i tynde lag. Dens overside er drysset med florsukker. Trods sit fr. navn tilskrives kagen konditor Steen på Amagertorv i Kbh. i starten af 1900-t., og den er i dag en del af det faste repertoire blandt tørkagerne hos da. bagere og konditorer. Kagen sælges som store kager til flere personer el. små en-portioners.