Bjerre-Christensen, Conrad

(1914-76) da. kok, forfatter og formidler. Fra 1960'erne madskribent i fag- og ugepressen samt i dagbladet Aktuelt. Medvirkede 1966 i DR’s »Lørdagsmagasinet«, der samme år blev udvidet til et egentligt TV-køkken med Aksel Larsen som makker. Conrad og Aksel blev legendariske som TV-kokke fra 1966 og indtil Conrads død i 1976, dog afbrudt 1968-72, hvor de var fyret pga. medvirken i smør-reklamer. I 1960'ernes gastronomiske bølge med mange amatørskribenter (middagsherrer) stod Conrad Bjerre-Christensen for det fagligt funderede, formidlet så alle kunne være med. Kun få af TV-udsendelserne er bevaret, men bøgerne fastholder hans indsats: Conrads Kogebog, Kbh. 1967, Conrads Grill-bog, Kbh. 1968, Conrads Køkkentøj, Kbh. 1969 og Mad for Mænd, Kbh. 1971. 1970-74 præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi. [EMB]

Litt.: Ulrik Boesen: TV-Køkkenet, 2000.