appellation d’origine

fr. betegnelse, der garanterer emnets oprindelsessted. Diskussionen om oprindelsesgaranti startede i vinområdet Châteauneuf-du-Pape, der var kendt for sine gode vine. De blev solgt på caféerne i Paris og fik hurtigt et godt ry, men da der ikke var regler for de enkelte vindistrikter, blev det gode navn blot sat på ringere vine af ukendt herkomst. Baron le Roy de Boiseamaure var vingårdsejer i Châteauneuf-du-Pape, og da han havde de rette kvalifikationer, kom han hurtigt til at stå i spidsen for udarbejdelse af regler for vindyrkningen, og udviklede i samråd med den lokale komite det landsdækkende appellationssystem, der sikrede vinens oprindelsesgaranti.

I starten talte man kun om appellation d’origine, men i 1935 tilføjede man begrebet contrôlée og skabte dermed et administrativt organ, der skulle godkende reglerne for vindyrkning over hele landet. Organet hedder INAO, Institut National des Appellations d’Origine. Loven fra 1935 handlede kun om vin, men siden 1990 beskæftiger INAO sig med en lang række andre landbrugsprodukter og omfatter eksempelvis nu også ost, sennep, olivenolie og øl.

I 1936 var INAO klar til at godkende vindistrikterne og give dem de kendte appellationer som Champagne, Bordeaux, Bourgogne, Alsace, Loire, Langedoc-Roussillion, Côtes du Rhône, Cognac og Korsika osv. Appellation d’Origine Contrôlée forkortes oftest AOC, og det garanterer, at vinen kommer fra det tilladte geografiske område, anvender det tilladte druevalg, opfylder max. udbyttekrav, hektoliter pr. ha, vinificeringsmetoder, alkoholprocent, og at den er kvalitetskontrolleret og prøvesmagt af et panel. Institut National des Appellations d’Origine kontrollerer nu 474 appellationer.

Inden for AOC-lovgivningen findes der fire kategorier, hvor AOC er den højeste. De er som følger:

AOC (Appellation d’Origine Contrôlée). Vinen kommer fra et geografisk bestemt angivet område. Reglerne og oprindelsesstedet bestemmer valget af druesorter, antal af planter pr. ha, højde og beskæringsregler samt max. udbytte pr. ha og mængden af alkohol i vinen.

VDQS (Vins Délimités de Qualité Supérieur). Betegnelsen dækker højst 1% af Frankrigs årlige vinhøst og er dermed en lille og ubetydelig gruppe, hvis regler er mindre strenge end AOC.

Vin de Pays. Den største del af VdP-vinene kommer fra Sydfrankrig. Der er mest tale om gode landvine, hvor der stilles mere beskedne krav til kvalitet. VdP skal laves på anerkendte druesorter, overholde udbyttet pr. areal, samt regler om gæring til en vis alkoholprocent. Der findes o. 150 forskellige VdP-områder. Nogle er regionale, fx d’Oc, der omfatter hele Languedoc, Jardin de France, der dækker hele Loire, områder der dækker et helt departement (fx Aude el. Hérault) samt lokale områder, som kan dække en enkelt landsby el. to.

Vin de Table Français. VdT er den laveste kategori, hvor forbrugerne kun får at vide, at vinen er fransk. Ved VdT er der ingen regler for druetype el. oprindelse. Her er det tilladt at blande vine fra forskellige egne og opnå en bestemt sødme el. tørhedsgrad. En VdP vin har ikke altid årgang og bør ikke gemmes. Se også beskyttede betegnelser. [MAP]